Om mig
Jeg hedder VickiLiv Kristensen og kom til verden i 1977 under en helt normal fødsel.
I 2013 og i 2018 kom mine 2 skønlinger til verden - på 2 vidt forskellige måder.
Min første skønling kom til verden ved akut kejsersnit, efter 3 dages fødsel.
Efter 4 års yoga og fast forløb med KST, fødtes nr. 2 skønling problemfrit og vaginalt.
Udover det var 2 forskellige fødsler, var det også 2 babyer med hver deres udgangspunkt.
Vores førstefødte havde mange udfordringer, af forskellig art og grad.
Han er blevet behandlet siden han var lille, og der er fremgang for hver behandling han får.
Nr. 2 var i balance fra start af, indtil hun begyndte at få sine fingre ofte i klemme.
Efter jeg behandlede hendes skuldre, arme og hænder, kom hendes balance og almindelige smil tilbage igen.
Alle skader i vores liv, har betydning for vores livskvalitet.
For baby er fødslen et enormt hårdt arbejde.
Knoglerne er ikke forbenet og kan overlappe hinanden.
Dette gør, at baby kan arbejde sig ud af livmoderen.
Meget kan gå galt, store som små ting og desværre nemmere når jordmødrene har travlt.
Babys fødsel kan påvirke babys balance resten af dets liv.
Her får du lidt af min skades historie.
Måske giver den mening for dig, og hvorfor du har dine smerter og gener.
Som baby havde jeg det godt, efter en normal ukompliceret graviditet og fødsel hos min mor.
Da jeg var knap 1 år, faldt jeg ned fra min højstol og landede med panden direkte ned på fliser.
Jeg kom på hospitalet til observation for en hjernerystelse, og min mor blev oppe
hele natten for at holde øje med mig.
Alt var efter bogen.
Mine forældre blev ikke oplyst dengang, at hvis de ville sikre jeg ingen gener fik på den
lange bane, skulle de blidt nusse min pande og mit hoved hver dag.
Dette oplyser Sundhedsvæsenet stadig ikke til nogen.
Efter uheldet var jeg uforandret udadtil og fik jeg lidt hovedpine, forstod jeg ikke hvad det var.
Som lille ved man ikke hvad hovedpine er.
I stedet bliver man måske mere træt, pirrelig, tvær, mut, trist mm.
Som årerne gik, havde jeg flere uheld, ligesom de fleste har i deres liv.
Jeg slog ofte mit hoved, som os med hjernerystelse ofte har en tendens til at gøre.
Egentlig uden vi bemærker det, selvom det bliver ofte.
I starten af mine 20'ere begyndte min mor at sige "slap af din pande".
"Øhh det gør jeg", var altid min reaktion. Jeg forstod ikke hvad hun talte om.
Min pande var da fuldkommen afslappet.
Jeg blev klogere ca. 16 år senere.
Under en samtale med min mor i 2017 vedr. spændinger, siger min mor pludselig
"Du faldt jo ned fra højstolen og slog din pande som baby".
Den historie havde jeg ofte hørt, hvor vi havde grint af min mors store panik reaktion.
Ingen af os havde dog nogensinde lagt 2 og 2 sammen, at det slag var årsag til min spændte pande.
Min pande var kronisk spændt og jeg kunne aldrig slappe af i den.
Når jeg tænker tilbage, har jeg haft en asymmetri i mine øjenbryn i mange år.
Det ene øjenbryn teede sig altid mærkeligt, med hvilken retning hårene voksede, formen på brynet, tætheden i brynet mm.
Mit ene øje var dovent og selv kosmetologer, var udfordret med at ligge øjenskygge på mit ene øjenlåg.
Efter samtalen med min mor, gik mine fingre på søgning i min pande.
Jeg fandt en bule og afspændte den over tid. Fandt en ny bule og afspændte den.
De steder der har været overkompenserende buler, har jeg enten haft pigment,
øjenbrynshår der voksede mærkeligt, stor asymmetri eller andet jeg altid har studset over.
Nu er jeg kommet til den oprindelige bule, og der har mit pandehår drillet i mange år.
Med årene er mit hår blevet mere udtyndet i det område og er knækket nemt.
Med daglig blid kort afspænding, sker der en masse ændringer og kun gode ændringer.
Efter de sidste par års selvbehandling, er det dovne øje væk og øjenbrynet tér sig normalt,
Jeg kan ligge øjenskygge problemfrit, og mine frontallapper har samlet sig igen.
Altså over 40 år senere kunne bulen og spændingen stadig mærkes.
Der vil stadig gå noget tid, før jeg får kløften/hullet væk fra det oprindelige uheld.
Panden (frontalen) er det sted, hvor vi tager alt ind - alt hvad der kommunikeres til os.
I hele min barndom og ungdom, hørte jeg ofte sætningen "hvor er du nærtagende".
Jeg forstod intet og var forbavset hver gang.
Men mine frontallapper var ikke lukket sammen, og derfor tog jeg alt ind.
Alle skader sætter spor i vores krop.
Mine gamle skader førte mig til kranio sakral terapi, hvilket blev livsændrende for mig.
